Stenalderkunst i Calabria

Egentlig styrede vi efter river rafting, men trods flere skilte endte bilen med at køre i rundkreds i nogle ret voldsomme bjerge. Den slags bliver let lidt kedeligt i længden, så hvorfor ikke se på grafittikunst fra stenalderen i stedet. Papasidero i Calabriens Cosenza provins praler af deres Grotta del Romito, der ifølge brochurerne er berømt i hele Italien. I grotten er der fundet skeletter af to forhistoriske par kaldet Matrimonio-Sati med mand og kvinde begravet sammen. Det er ikke er set andre steder i Europa, at par har ligget begravet sammen i 11.000 år.

Ud over gravene har grotten stalaktitter og stalagmitter i spændende former samt "adskillige tegninger" fra palæolitisk tid. Jeg forestillede mig straks et omfattende kunstgalleri for hulemalerier i stil med det, man finder i Lascaux i Frankrig, og da hele herligheden kun ligger ”en kort køretur” fra byen Papasidero, var der ikke de store betænkeligheder.

Det ændrede sig lidt, da vi drejede fra landevejen ned mod grotten. Vejene i området er generelt hullede, forstået på den måde at jordskred jævnligt skyller halve vejbaner væk, og mens landevejen var lige præcis bred nok til, at to modkørende biler kunne passere hinanden, så havde sidevejen ned til grotten kun et spor. Det havde til gengæld en hældning på 45 grader og flere sving, hvor man ikke kunne se, hvad der gemte sig rundt om hjørnet. Efter de første par hundrede meter slap belægningen op, og der var ingen vendeplads eller vej tilbage. Har man sagt A, må man også fortsætte helt ned i slugten.

Turen tog lang tid, og jeg frygtede at ende med forhjulene ud over afgrunden, men pludselig stoppede vejen på en kæmpestor, øde parkeringsplads. Der var også en restaurant og et lille hus, som så ud til at have forbindelse til Grotta del Romito, så der gik vi ind. Bag skranken sad en ung kvinde og kedede sig bravt. Billetterne kostede 2,60 euro stykket, men det inkluderede en guidet rundvisning, der ville begynde om ganske få minutter.

De få minutter brugte vi på at studere plancherne, der på pædagogisk italiensk og engelsk minsandten fortalte om fundet i grotten og stenalderfolkets levevis. Faktisk mindes jeg ikke at have set andre syditalienske museer med en så informativ udstilling. Det var en fornøjelse at læse igennem.

Fornøjelse blev afbrudt, da den unge kvinde kom anstigende med frisk læbestift og varm sweater i sommervarmen. Der kan godt være lidt koldt nede i grotten, sagde hun, og fik mig til at tænke på kolossale rum langt nede under jordens overflade. Derpå låste hun en port op og løb ned af en stejl sti, mens hun fortalte en hel masse meget hurtigt på italiensk. Blandt andet, at hun var arkæologistuderende, og hjalp den professor, som stod for udgravningerne. Grotto del Romito blev opdaget i 1961, men det tager tid at grave en klippehule ud med teske og pensel, så arbejdet er langt fra færdigt.

Grotten lå i en fugtig kløft dækket af tætte grønne træer. Et sted i nærheden rislede en flod eller en bæk, men ellers var der fuldstændigt stille.

- Se, der er il toro med de mange finde detaljer, som stenalderfolkene har hugget ind i stenen, og ved siden af kan I se skeletterne af de to par, som de så ud, da de blev fundet. De skeletter, vi ser her, er kun kopier - originalerne opbevares i Firenze – men det var sådan de lå. Helt tæt ved siden af hinanden, forklarede guiden, mens hun pegede på en pænt stor sten, der lå nogle meter borte ved siden af to gange to skeletter i rødler.

Derpå tændte hun noget lys og afslørende en lille fordybning i klippen. Vi kunne kun lige akkurat være tre personer derinde. Snore og afspærringer røbede arkæologernes arbejde, og en enkelt stalagmit af form som en hest markerede indgangen, men derudover var der ikke noget at se. Lidt skuffende, når man havde sat næsen op efter grotter, stenalderkunst og stalaktitter i flertal, men skuffelsen blev så rigeligt opvejet af speedsnakkerens begejstring og engagement. Hun tvivlede ikke på Grotta del Romitos attraktionsværdi, og selv om der netop i dag ikke var mange gæster, var det langt fra normen. Uden for ferietiden kom der f.eks. ofte skoleklasser på besøg, påpegede hun.

Vi takkede pænt for rundvisningen og søgte op til restauranten, hvor et kvindedynasti på mindst fire generationer herskede over terrassen. Inde i restauranten stod 50 tomme, opdækkede borde, men derfor kunne vi fint få serveret både antipasti af lokale pølser, grøntsager og bruschetta med peperoncini rørt i lardo fulgt af en prima bestående af hjemmerullede maccarruni i tomatsauce. En kraftig men perfekt afslutning på udflugten i Calabrias grønne bjerge.