Til kamp mod en invasion af hotdogs

”Vi har været på McDonald én gang, og det var ikke godt”, konstaterer en syditaliensk bekendt, mens hun rynker hele ansigtet sammen på midten for at understrege sin misbilligelse. Hendes tre teenagebørn er knap så afvisende, men de vil hellere have pizza med patatine fritte, når der serveres fast food til aften. En efter min mening bizar sammenblanding, der for dem er lige så naturlig og italiensk som tomatsauce og mozzarella, for italiensk mad er alt andet lige det bedste i verden.

Derfor lyser de røde kinalamper med dinglende kvaster ofte ensomt i provinsbyernes aftenmørke. Efterspørgslen på involtino primavera og pollo in agrodolce er ikke overvældende, til trods for at kinamad har været udbredt i italien gennem mange år. Italienere er ikke et folkefærd, der ændrer madvaner, hver gang moden skifter.

Diskrimination eller beskyttelse af den kulinariske arv
Alligevel synes visse politikere, at indvandrende etniske delikatesser som hotdogs, couscous, kebab og karryretter breder sig lige lovligt hurtigt. For eksempel har byrådet i Lucca forbudt åbningen af flere etniske restauranter inden for murerne i byens historiske centrum. Og i Milano, hvor antallet af etniske restauranter er steget med 30 procent til 668 etablissementer det seneste år, har Lega Nord gjort det til en mærkesag at ‘beskytte lokale specialiteter mod det etniske køkkens voksende popularitet’. Regeringen samt landbrugsminister Luca Zaia bakker op om initiativet.

Lucca har i øjeblikket fire kebab-huse inden for bymuren, og de berøres ikke af forbuddet, der kun gælder nye spisesteder. Etniske restauranter og internationale burgerkæder kan frit etablere sig i størstedelen af byen, der ligger uden for det historiske centrum. Forbuddet er udelukkende vedtaget for at bevare det centrale Luccas lyserøde italienske særpræg og charme, så turister ikke kommer til at lede forgæves efter et lokalt osteria, understreger tilhængerne.

Den form for konservatisme er populær blandt tilrejsende gæster, men initiativet har skabt stor debat i Italien. Avisen La Stampa taler om et nyt “korstog mod saracenerne”. Venstrefløjen i Lucca beskriver forbuddet som et udtryk for diskrimination og etnisk udrensning. Og liberalister ser det som et reaktionært angreb mod de frie markedskræfter.

Hvem opfandt spaghettien?
Dertil kommer problemene med at skelne mellem italienske og etnisk mad. Politikerne i Milano er tilbøjelige til at acceptere et fransk menukort, mens det sicilianske køkken med arabiske undertoner er lidt for eksotisk i Lucca.

Det har fået en madanmelder som Davide Paolini fra Il Sole 24 Ore til at spørge om en kebab eller en hamburger kan være højre- eller venstreoreinteret? Nej svarer han, den slags populærer retter er blevet spist over hele verden så længe, at man ikke længere kan tale om deres etniske oprindelse. Det er verdensmad.

Andre kokke og madskribenter har skrevet under på et åbent brev med titlen ”Stop alla xenofobia culinaria”. Deres pointe er, at alle madopskrifter er et miks af forskellige påvirkninger og strømninger. Således tog Marco Polo den italienske spaghetti med hjem fra Kina. Napoli fik sine første tomater i gave fra Peru en gang i det 18. århunderede. Og citroner og appelsiner er importeret fra den arabiske verden.

Det er ikke kun moderne teenagere, der finder fornøjelse i at blande forskellige smagsindtryk - som f.eks. pizza og pomme frites.