Hundeliv i Syditalien

I de 5-6 år jeg har haft hus i Syditalien, har jeg haft lige så mange hunde. Det vil sige, hundene er ikke mine i den forstand, at jeg har anskaffet dem og står for deres daglige forplejning, hvilket også ville være dybt uforsvarligt, når man ikke bor i huset hele tiden, men det generer ikke de andre husejere i området. Så godt som alle har en eller flere hunde, der løber rundt og holder vagt. Det er ikke hver dag de får vand eller mad, og så er det svært for en tilrejsende dansker ikke at sætte en spand med madrester uden for porten.

Allerede da vi købte huset, havde naboen en hundegård, hvor der gik en gammel schäfer-lignende bastard. Den fik en portion pasta hver dag i de tre måneder, det gamle ægtepar opholdt sig ”på landet”, men resten af året måtte den nøjes med foder hver anden eller tredje dag. Den havde kun et lille bitte stenhus som ly for sol og regn. Den kom aldrig uden for hundegårdens 6 m2. Og den gøede højt eller hylede hjerteskærende hver eneste nat, indtil manden en dag fandt den død bag indhegningen.

En par måneder efter flyttede en ny schäfer-lignende hvalp ind. Den hoppede rask væk over det 2 meter høje hegn, og forsøg med at binde den resulterede flere gange i, at den var tæt på at blive hængt. Altså fik den lov til at løbe frit omkring med de andre hunde, og da det var en tæve nåede den at få tre kuld hvalpe på to år. Hvalpene var helt utilnærmelige på grund af manglende menneske kontakt, og de blev hurtigt skringrende sindsyge. Det er altså ikke det store savn, at såvel moderen som de fleste af hvalpene det seneste år er bukket under for sygdom. Naboen har nemlig ikke de 25 euro, det koster, at få én hund behandlet hos dyrlægen. Men det skulle ikke undre mig, om de snart anskaffer en ny hund.

De gamle bønder bryder sig ikke om at opholde sig på landet uden en vagthund. Og det skal helst være en, der gøer og snerre for at skræmme ubudne gæster væk. Derfor render store flokke på 7-10 vilde hunde rundt i området og kæmper om maden. De er stort set altædende, men med en basiskost der består af firben og en hær af snyltende lopper og tæger, er de også altid meget sultne. Det er ikke kæledyr, man uden videre skal forsøge at klappe.

De udsultede hunde kan nemlig være deciderede farlige. For en uge siden blev en dreng på 10 år bidt ihjel af vilde hunde ved Sampieri i Ragusa provinsen på Sicilien, og en anden dreng samt en voksen mand og en tysk turist er også blevet skambidt af hunde i samme områdeinden for de seneste dage. Hundene er efter sigende ikke specielt store, men de jager sammen ved at omringe deres bytte, og den lange vinter, hvor de har været overladt til sig selv, har gjort dem meget aggressive.

Derfor er myndighederne nu i fuld gang med at indfange hundene omkring Sampieri. Foreløbig er 40 vilde hunde sat bag hegn, som loven kræver, men man skønner, at der stadig løber 10 hunde løs til fare for omgivelserne.

Dyreværnsorganisationen Lega Anti Vivisezione (LAV) vurderer, at der er 450.000 vilde hunde i Italien, og de fleste af dem holder til i den sydlige del af landet. LAV vil nu have regeringen til at gennemføre en tvangssterilisering af hundene, så antallet ikke bliver ved med at vokse uhæmmet.

Det kunne faktisk være meget rart, hvis der blev gjort noget ved problemet. Besøgende danske hundevenner er ved at tude, når de ser det syditalienske hundeliv, der udfolder sig på landet. Og alternativet med at vente på velstand og udvikling går nok for langsomt. Det tog trods alt et par generationer før danske lænkehunde blev til kæledyr, og foreløbig har jeg kun set tre hundeluftere med fido i snor i min by. Det har sikkert været udvandrere på besøg fra Torino, for jeg kan ikke lige se de syditalienere, jeg kender, lukke en savlende og fællende hund ind i deres ultrarene hjem.